VVS’21 er spækket med nyheder fra branchen

12-10-2021

Selvom det i en periode har været udfordrende at mødes fysisk, så har udviklingen i vvs-branchen bestemt ikke stået stille. Det understreger første dag af VVS’21.

Da dørene blev åbnet til førstedagen på VVS’21, kunne de besøgende gå på opdagelse i tre haller fyldt med imponerende stande og masser af nyheder.

Alle stande er udsolgte på årets messe, og det har sikret et stort udvalg af nyheder på messen – lige fra produktnyheder til digitale løsninger og helt ny viden. Trods nedlukningen af landet, der har præget mange forretningsområder i det forgange år, så har vvs-branchen nemlig været i rivende udvikling.

Klima og komfort er to af de helt store emner på årets VVS-messe, og den grønne omstilling er i fuldt flor på mange af standene – især, når det gælder varmepumper.

– Vi ser nu flere stande, hvor der overvejende kun er varmepumper – og det har vi aldrig set på messen før. Det viser virkelig, at branchen har taget den grønne omstilling til sig. Klimahandlingsplanen fra 2020 og de medfølgende tilskudspuljer har givet branchen et naturligt større fokus på varmepumper. Og der er generelt en stigende efterspørgsel på varmepumper ude hos kunderne. Så, hvis du er interesseret i varmepumper og vil se et kæmpe udvalg, så er VVS’21 det helt rigtige sted at besøge, siger Per Rømer Kofod, adm. direktør hos VELTEK, medarrangør af VVS’21.

Forbrugerne har fokus på komfort
Udover det grønne fokus, så mærker branchen meget tydeligt, at forbrugerne søger komfort. Det handler om at gøre livet nemmere – og ofte også lidt mere lækkert.

– Det er meget tydeligt på messen, at en af de helt store trends i øjeblikket, det er komfort. Vi ser det især med vandbehandlingssystemer. Folk vil have renere, blødere og kalkfrit vand. Vi har meget hårdt vand herhjemme i Danmark, så vandbehandlingssystemer giver os en følelse af luksus, som samtidig gør hverdagen nemmere. Sammenligner vi med messen i 2019, så var der kun ganske få stande, der havde fokus på vandbehandling. Vi ser væsentligt flere i år, og efterspørgslen ude hos forbrugerne er stigende. En tilsvarende tildens ser vi på drikkevandssystemer, som jo er vandhaner med indbygget kogende vand og koldt vand med brus, siger Nicolai Garde-Dinesen, sektionschef for armatur, vand og afløb hos VELTEK, og fortsætter:

– De mange spændende nyheder understreger, at hvis du vil se, hvor udviklingen er på vej hen i branchen, så er VVS-messen stedet, du bliver nødt til at besøge.

En messe med stor værdi
Hos Odense Congress Center, som er en af arrangørerne bag VVS’21, har man tydeligt kunne mærke, at messens første dag har budt på mange besøgende og ikke mindst glæden ved at kunne mødes igen.

– Det har været en fornøjelse at gå rundt at mærke den positive messestemning, som sender tankerne tilbage til tiden før corona. Udstillerne har rigtig meget at vise frem på standen, så der er virkelig noget at komme efter for de besøgende. Samtidig har vi kunne mærke, at både udstillere og besøgende har glædet sig til at kunne mødes ansigt til ansigt igen – det har stor værdi, siger Louise Jørgensen, projektleder for VVS’21 og forsætter:

– Det har alt i alt været en god førstedag på VVS’21, hvor vi har haft både studiedag, Fagligt Forum og rigtig mange glade udstillere og besøgende. Derfor ser vi naturligvis også frem til at kunne byde velkommen til endnu flere besøgende onsdag og torsdag, slutter Louise Jørgensen.

Dagens besøgstal rundende på førstedagen 2.159 besøgende.