Stedet for hele branchen – også bogholderen

19-04-2023

VVS’23 er lige om hjørnet, og snart er ventetiden endelig ovre! Der går dog stadig nogle dage endnu, og du kan passende bruge dem på at kigge udstillerlisten igennem og planlægge din tur gennem de fire haller. Måske falder du over en udstiller, du ikke havde tænkt over at besøge?

Flere end 180 udstillere, fire haller og tre dage. Der er lagt op til et brag af en messe, når hele VVS-branchen mødes i Odense Congress Center. Her er en masse grossister og leverandører selvfølgelig til stede – alle dem, du som installatør, montør, ingeniør eller energispecialist forventer at finde.

Men måske det er værd at kigge en ekstra gang på standplanen og udstillerlisten? Én af de udstillere, du måske ikke har tænkt over at finde til VVS’23 er Din Bogholder – og hvem er så det?

– Din Bogholder arbejder udelukkende med håndværkere og deres regnskab på digitale platforme tilpasset den enkelte – uanset hvor i landet de befinder sig, fortæller Charlotte Blok, der er kvinden, du vil finde på stand C-3400 til VVS’23.

Sammen med Carsten Rasmussen, som er stifter af Ordrestyring.dk, fik hun ideen om et bogholderi for håndværkere.

– Jeg oplevede ofte, at de håndværkere, jeg talte med, ikke selv havde overblik over deres økonomiske forhold i virksomheden. Men den daglige drift med byggesager, montør og grossister var der 100% styr på. Det generelle svar var oftest: vi har masser at lave, telefonerne kimer hele tiden! Men når jeg spurgte dybere ind til økonomien, kunne jeg godt se, at tvivlen kom frem, fortæller Charlotte Blok.

Og det blev altså startskuddet til Din Bogholder, der udelukkende hjælper håndværkere med en mission om ”at regnskab ikke behøver at være så komplekst og rent faktisk kan være sjovt, når man kan læse det.”

En del af VVS’23
Om ganske kort tid står Charlotte Blok således i Hal C i Odense Congress Center blandt en masse andre virksomheder fra VVS-branchen, og hun glæder sig:

– Jeg ser meget frem til at møde en masse fantastiske samarbejdspartner som for mit vedkommende har et bredt afsæt: Fra de store grossister til de mindre. Styringsprogrammer af alle afskygninger. VVS’23 giver mig muligheden for at møde branchen på et helt andet niveau end i det daglige, og så er jeg altid glad for, at mange af mine kunder kommer forbi og siger hej.

Opdag udstillere, du ikke kender i forvejen

Du finder VVS-messens oversigtskort lige her, og husk også at tage et ekstra kig på udstillerlisten. Måske er der udstillere, du ikke havde tænkt over at besøge?

Se oversigtskort

Se udstillere