Nye udstillere: Derfor er vi med på VVS-messen i år

13-10-2021

VVS’21 kan byde velkommen til hele 30 nye udstillere, der i år udstiller på messen for allerførste gang. Nu står udstillerne klar, i messens tre haller, til at samle nye kontakter, udbrede viden og prøve branchens muligheder af.

Som udstiller på VVS-messen får du en helt unik mulighed for at komme helt tæt på branchen. Det oplever 30 nye udstillere for første gang i disse dage, hvor VVS’21 løber af stablen på Odense Congress Center.

En af messens nye udstillere er PR Varmeteknik, der udbyder et fleksibelt sortiment af præfabrikerede HVAC-enheder samt en lang række vvs-systemprodukter. Messen er kendt som branchens helt store mødested, og det er blandt andet en af grundene til, at PR Varmeteknik har valgt at deltage på messen i år:

– Vi er med på VVS-messen for at få en masse nye kontakter. Det er meget nemmere for os at møde folk her på messen, især efter GDPR har givet nogle udfordringer på den front. Nu kan vi møde installatørerne ansigt til ansigt, og vi kan nemt samle nye kontakter via den her EventBuizz app. Det er en nem og forholdsvis billig måde at komme i direkte kontakt med installatørerne. Indtil videre har vi haft en del relevante kunder forbi standen, så det tegner meget positivt, fortæller Per Hannibal Rasmussen, direktør for PR Varmeteknik.

Fokus på nye muligheder
Hos JCH, der er specialister i produktion af ventiler til vandforsyningsanlæg, er det en nysgerrighed på branchens muligheder, der har lokket dem til messen i Odense:

– Vi har tidligere været repræsenteret på andre fagmesser, men da jeg startede i virksomheden sidste år, kunne jeg se, at der var et ben med stort potentiale, vi endnu ikke havde udnyttet. Mange af vores produkter henvender sig faktisk til vvs-branchen, så vi besluttede, at nu ville vi give det et skud og se, om det kunne give noget at være med på VVS-messen. Og indtil videre er det gået rigtig godt. Der er mange, der har været forbi standen, og der er blevet vist stor interesse, fortæller Claus Ryom Rasmussen, Sales Manager hos JCH.

Det personlige møde gør en forskel
Den længe ventede VVS-messe mærker også tydeligt, at mange i branchen har sukket efter endelig at kunne mødes igen. Og det personlige møde har været en af de helt store årsager til, at teamet hos Elvandvarmer.dk, der leverer forskellige løsninger inden for el-vandvarme, har valgt at udstille på VVS’21:

– Vi er her for at udbrede kendskabet til vores produkt – folk kan være lidt skeptiske overfor vores el-gennemstrømsvandvarmer, så det er vigtigt, at kunderne kan se løsningen og opleve mulighederne. Vi har allerede mærket en fin interesse, så det gør en forskel at kunne mødes og vise, at vi har de billigste og nemmeste løsninger til installatørerne, fortæller Henrik Petersen, direktør for Elvandvarmer.dk.

Har du lagt vejen forbi PR Varmeteknik, JCH og Elvandvarme.dk på VVS’21? Messen er spækket med spændende udstillere – du kan se hele listen her!