Med på VVS-messen for allerførste gang!
30-11-2022
Julen nærmer sig med hastige skridt, vejrguderne lover sne, og en varm kop kakao, kaffe eller lidt gløgg er den perfekte måde at hilse december velkommen i morgen. VVS’23 varmer op til jul med hjælp fra nogle af messens udstillere, og én af disse er Tapwell, der får sin debut på Danmarks største fagmesse for VVS-branchen, når de deltager på VVS-messen for allerførste gang i 2023.
Nye kunder, samarbejdspartnere, kendskab til deres produktlinje og en god introduktion til den danske VVS-branche står alt sammen på ønskelisten for én af VVS-messens helt nye udstillere: Tapwell. De er etableret i Sverige, men er først lige indtrådt på det danske marked, og derfor var det et oplagt valg for dem at blive udstiller på VVS’23, når hele branchen mødes under ét tag midt i landet.
– Det har været en prioritering fra Tapwells side at deltage på messen, selvfølgelig fordi vi er nye i branchen. Vi skal have løftet kendskabsgraden på vores produkt, og så ved vi også godt, at vores kolleger i branchen bruger meget tid og energi på at deltage på messen, og selvfølgelig skal Tapwell også være en del af det, fortæller Steffen Høglund, salgschef i Danmark for Tapwell. Han fortsætter:
– Grunden til, at vi til dels kommer, er fordi, vi vil have nogle nye kunder, men det er også lige så meget for mine egne erfaringer med at have været der tidligere, nemlig at det er det rigtige klientel, der kommer, det er de rigtige personer, det er de rigtige beslutningstagere. Så den værdi, man har med sig for de par dage, messen varer, den er rigtig, rigtig høj.
Den tanke er de ikke ene om at have. Tapwell får selskab af mere end 160 andre udstillere, når Odense Congress Center åbner dørene til VVS’23 den 24.-26. maj 2023.