Et unikt møde med leverandører og nye produkter

20-03-2023

Når VVS-messen for 16. gang bringer kunder og leverandører sammen til tre dage spækket med faglighed, nyheder og netværk, er Frese endnu engang at finde blandt de mere end 170 udstillere – og i år har de helt nye og energibesparende produkter med på messen.

For ventilvirksomheden Frese er det hjemmevant at udstille på VVS-messen. VVS’23 bliver ingen undtagelse – og det er især det personlige møde, der er grunden til, at Frese prioriterer at være en del af messen. Som Niels Løhde, der er General Manager Sales hos Frese, fortæller:

– Installatørerne, de kommer til os, for der har de tid til os. De er glade, de er tilfredse, og de er afslappede, og vi kan fortælle dem om alle vores produkter.

– Vi står jo en hel masse leverandører, og vi har glædet os til VVS-messen i flere uger. Opbygningen er næsten altid færdig i sidste øjeblik, så der er lidt nerver på også. Onsdag morgen står vi klar alle sammen, og der venter vi bare på kunderne. Den stemning, der er der, den er helt unik. Det betyder også, at når kunderne kommer, så går det op i en højere enhed, uddyber Niels Løhde.

Ekstra fokus på energieffektiviteten i produkterne

Når du som gæst besøger Frese på messen, vil du kunne udforske alle deres velkendte produkter, men tidens trends er også at spore i de produkter, som de vælger at tage med på udstilling.

– I år har vi en hel masse nye produkter, der er energibesparende. Vi har selvfølgelig en hel del af vores tidligere produkter med, og de er jo startskuddet til at komme i gang med de nye produkter, siger Niels Løhde.

– Vi kommer også med en ny differenstrykregulator med skala, som vi forventer os rigtig meget af, og den præsenterer vi faktisk på messen, afslutter han.

Du kan møde Niels og Frese den 24.-26. maj på Odense Congress Center.

Se hele udstillerlisten