Vi har udsolgt af stande!
18-04-2023
Over 180 udstillere har meldt sig på banen til VVS’23, og messen kan nu melde udsolgt for standsalg. Udstillerne sætter desuden rekord til årets messe, for standene er større end nogensinde før, og så tegner det til at blive en messe spækket med energieffektive løsninger.
Odense Congress Center byder på tre haller og Jyske Bank Arena, og alle er fuldt booket, når VVS’23 den 24.-26. maj slår dørene op til tre dage med faglighed, nyheder og netværk.
I år bliver det 16. gang, at VVS-messen løber af stablen og flere end 180 udstillere glæder sig til at vise alle deres produkter og løsninger frem. Og det lader til, at de har ekstra god plads til at gøre det til dette års messe.
VVS’23 har nemlig allerede sat rekorder, for mange af udstillerne har booket ekstra kvadratmeter og udvider deres stande sammenlignet med tidligere messer.
Den grønne dagsorden
En anden tendens, der rør’ sig, er energieffektivitet. Indeklima, vand, varme og energiforbrug har været et aktuelt emne henover vinteren, og derfor er udstillerne især også klar til at fremvise energibesparende produkter.
Tilmeld dig som gæst
Måske har du allerede tilmeldt dig? Prik din kollega på skulderen, så alle med interesse i branchen får muligheden for at opleve VVS’23. Har du ikke fået klaret tilmeldingen? Så hent din gratis billet med det samme.